Hvad er artrose? Slidgigt, årsager og symptomer

Artrose, også kaldet slidgigt, er en kronisk ledsygdom, hvor ledbrusken gradvist slides ned. Ifølge Gigtforeningen er det den mest udbredte gigtsygdom i Danmark. Sygdommen kan ramme i alle aldre, men ses hyppigst hos ældre, og den kan påvirke knæ, hofter, fingre og andre led.

Artrose er en degenerativ ledsygdom, hvor ledbrusken – det glatte, stødabsorberende væv, der dækker knoglernes ender i et led – langsomt nedbrydes. Når brusken mister sin glatte overflade, begynder knoglerne at gnide mod hinanden, hvilket kan give smerter, stivhed og nedsat bevægelighed. Med tiden kan forandringerne også påvirke det omkringliggende væv, herunder ledkapslen, ledbåndene og musklerne.

Slidgigt er den mest udbredte gigtsygdom. Tilstanden kan ramme alle led i kroppen, men ses oftest i knæ, hofter, fingre og storetå. Mange lever med slidgigt i årevis uden at vide det, fordi de tidlige stadier ikke altid giver mærkbare symptomer.

Slidgigt er en kronisk tilstand uden kendt kur. Med den rette behandling og egenomsorg kan de fleste dog holde hverdagen til at fungere.

Ordet artrose stammer fra det græske ord arthron (led) og endelsen -osis (tilstand eller sygdomsproces). Artrose betyder altså direkte oversat „en tilstand i leddet" og bruges i medicinsk sammenhæng om den degenerative nedbrydning af ledbrusken. På dansk bruges betegnelserne artrose og slidgigt synonymt. Begrebet polyartrose bruges, når slidgigt rammer flere led samtidig. Slidgigt skal ikke forveksles med leddegigt (reumatoid artritis), som er en inflammatorisk autoimmun lidelse med et helt andet forløb.

Årsagerne til slidgigt er sammensatte, og forskningen peger på en række faktorer, der kan øge risikoen for at udvikle tilstanden.

Slidgigt viser sig ikke markant hyppigere hos det ene køn end det andet, men der er forskel på, hvilke led der typisk rammes. Mænd udvikler oftere slidgigt i hofterne, mens kvinder hyppigere rammes i knæ og fingre. Den særlige form for slidgigt, der rammer de midterste og yderste fingerled, ses oftest hos kvinder. Alder er en af de stærkeste risikofaktorer. Slidgigt forekommer hyppigere med alderen, sandsynligvis fordi leddene bliver mere skrøbelige over tid, og fordi muskelstyrken aftager. Svagere muskler gør, at leddet får sværere ved at modstå pludselige belastninger som fald, vrid og stød.

Arvelighed spiller en dokumenteret rolle. I familier, hvor mange medlemmer har slidgigt, er der påvist ændringer i arvemassen, som medfører, at proteinet kollagen i ledbrusken ikke er så stærkt som normalt. Brusken nedbrydes derved hurtigere, og leddet er mere modtageligt for slidgigt. Overvægt er en anden væsentlig risikofaktor. Jo større vægt leddene skal bære, jo mere belastes de. Undersøgelser viser, at overvægtige oftere udvikler slidgigt i knæene end normalvægtige. Der er også en øget forekomst af slidgigt i fingrene hos overvægtige – her menes det ikke at være den mekaniske belastning, men hormoner produceret af fedtvævet, der spiller en rolle.

Visse erhvervsgrupper er mere udsatte for slidgigt end andre. Landmænd udvikler hyppigere slidgigt i hofterne, balletdansere i anklerne, og elitesportsfolk samt idrætsudøvere med dårlig træningsbaggrund udvikler ofte slidgigt i knæ og fodled. Årsagen er vedvarende og kraftig belastning af bestemte led over lang tid. Fysisk inaktivitet er ligeledes en medvirkende faktor. Svage muskler kan ikke stabilisere leddet tilstrækkeligt, hvilket medfører en uhensigtsmæssig belastning af brusken. Det er derfor vigtigt at finde en motionsform, der styrker musklerne uden at overbelaste de berørte led.

Symptomerne på slidgigt varierer fra person til person og afhænger af, hvilket led der er ramt, og hvor fremskreden tilstanden er. De mest almindelige symptomer er:

Mange oplever, at smerterne er værst, når det syge led skal i gang efter en pause, men at de aftager, når leddet er varmet op. Smerterne kan vende tilbage ved overbelastning. Der er ikke altid sammenhæng mellem slidgigtens stadie og smerternes styrke: Nogle med svær slidgigt oplever få smerter, mens andre med begyndende slidgigt kan være markant generet.

Kontakt din egen læge, hvis du oplever smerter og ømhed i et eller flere led, som ikke forsvinder efter nogle dage, eller hvis du bemærker hævelse, varme eller markant nedsat bevægelighed. Det kan være svært at stille diagnosen på et tidligt stadie, men en tidlig udredning giver de bedste muligheder for at få hjælp med egenomsorg og behandling. Ved akutte eller meget kraftige smerter bør du søge læge hurtigst muligt.

I et normalt led beskytter ledbrusken de knogler, der mødes i leddet. Brusken fungerer som en stødabsorberende pude med en glat overflade, der letter bevægelsen. Ved slidgigt mister brusken gradvist denne egenskab. Forløbet inddeles typisk i fire stadier.

I det tidligste stadie sker der mikroskopiske forandringer inde i leddet. Ledbrusken bliver først en smule tykkere, hvorefter den begynder at svinde og får små sprækker, der gør overfladen ujævn. Disse forandringer kan ikke ses på et røntgenbillede – kun en MR-skanning, ultralydsskanning eller en kikkertundersøgelse (artroskopi) kan påvise dem på dette tidlige tidspunkt. Disse undersøgelser foretages typisk kun, hvis der er mistanke om en anden lidelse, fx leddegigt, eller ved en konkret skade.

Ved let slidgigt begynder smerterne at vise sig. De er typisk værst, når det syge led skal i gang efter en pause, men forsvinder ofte, når leddet er varmet op. Smerterne kan dog vende tilbage ved overbelastning. Leddet kan begynde at hæve, blive varmt og give lyd fra sig. I dette stadie er nedbrydningen begyndt for alvor, og leddet kan blive irriteret og betændt.

Ved moderat slidgigt er ledbrusken reduceret markant, og leddets bevægelighed påvirkes tydeligt. Knoglerne begynder at reagere på den reducerede brusk: knogleenderne kan blive tykkere og mere flade, og der kan vokse knoglefremspring (osteofytter) ud fra knoglekanterne. Ved en klinisk undersøgelse vil lægen kunne mærke hævelser og høre lyde fra leddet. Fremspring ved fx fingre, knæ og tæer kan mærkes gennem huden.

Ved svær slidgigt er bevægeligheden markant nedsat, og musklerne omkring det ramte led er svundet betydeligt ind. Ledbrusken er forsvundet i større områder af leddet, og knogleforandringerne er tydelige. Der kan opstå fejlstillinger, fx i fingerled. I dette stadie overvejer lægen ofte operation, hvor et kunstigt led indsættes for at genskabe funktionsevnen. Kontakt din læge, hvis du oplever symptomer svarende til svær slidgigt.

Slidgigt kan i princippet ramme alle led i kroppen, men nogle led er langt hyppigere ramt end andre. De mest udsatte led er:

Med sygdommens udvikling kan andre led også blive ramt, herunder skulder, albue, håndled, ankler og fodled, leddet mellem nøgle- og brystben, kæbeled samt rygsøjlen i nakke og lænd. Slidgigt i fingrene ses hyppigere hos kvinder og kan give synlige knuder på fingerledene. Slidgigt i knæet er den form, der oftest kræver behandling og i alvorlige tilfælde operation.

Det er vigtigt at få undersøgt leddene hos din egen læge, hvis du oplever vedvarende smerter og ømhed, der ikke forsvinder efter nogle dage. Lægen har flere metoder til at afdække slidgigt, og valget af undersøgelse afhænger af en samlet vurdering af symptomernes karakter og sværhedsgrad. Et typisk udredningsforløb kan se sådan ud:

En blodprøve kan tages, hvis der er tvivl om diagnosen, da den kan hjælpe med at udelukke eller bekræfte andre former for gigt. Lægen undersøger leddet ved at kigge, mærke og trykke på det for at vurdere, om der er forandringer, og om leddet bevæger sig frit. Den kliniske undersøgelse er dog ikke altid tilstrækkelig ved tidlig og let slidgigt, da forandringerne endnu er begrænsede.

Et røntgenbillede kan afsløre knogleforandringer, herunder knoglefremspring ved leddets kanter og en indsnævring af ledspaltens bredde, som opstår, når brusken slides ned. Ved tidlige stadier af slidgigt kan en MR-skanning vise forandringer, der endnu ikke er synlige på røntgen. En ultralydsskanning kan vise mængden af ledvæske i et hævet led samt eventuel betændelse i sener, muskler og ledkapsler. Ved en artroskopi (kikkertundersøgelse) indføres et tyndt kikkertrør i leddet, så lægen kan se direkte ind i det. Metoden giver mulighed for at foretage skånsomme kirurgiske indgreb i samme omgang og bruges typisk, når andre undersøgelser ikke har givet et tilstrækkeligt klart billede.

Slidgigt er en kronisk tilstand uden kendt kur. Det er dog muligt at tilpasse hverdagen, så symptomerne fylder mindre. Behandlingen er som regel tværfaglig og kan involvere egen læge, fysioterapeut og andre fagpersoner. Mange med let til moderat slidgigt oplever god effekt af tilpasset træning, viden om tilstanden og – hvis relevant – vægtregulering.

Træning er den mest velundersøgte form for egenomsorg ved slidgigt. Stærke muskler kan give bedre støtte til det berørte led og kan være med til at aflaste leddet. Det er vigtigt at få en fagperson – fx en fysioterapeut – til at udarbejde et individuelt træningsprogram, så leddet ikke overbelastes. I Danmark tilbydes det evidensbaserede træningsprogram GLA:D (Guidelines for Arthritis and Degenerative joint disease) mange steder, og det er særligt udviklet til personer med slidgigt i knæ og hofte. Hverdagsbevægelse er ligeledes vigtig – selv korte gåture og lette aktiviteter bidrager til at holde leddet bevægeligt og musklerne aktive.

Kolde og varme omslag kan opleves som lindrende. Det er individuelt, hvad der virker bedst – nogle foretrækker kulde, andre varme. En gelepose, der kan bruges til begge dele, er et praktisk redskab. Brug kulde i korte perioder ad gangen, og læg altid geleposen i en stofpose, så den ikke kommer direkte i kontakt med huden.

Smertestillende præparater kan anvendes efter aftale med egen læge. Den typiske håndkøbsmedicin er paracetamol, som kan bruges til at lindre smerter i hverdagen. Som al anden medicin kan smertestillende give bivirkninger, og det er vigtigt at følge doseringsvejledningen og rådføre sig med læge eller farmaceut ved tvivl. I mere fremskreden slidgigt kan lægen vurdere behovet for stærkere behandling, herunder injektioner eller operation. Massage kan også opleves som lindrende, da mange med slidgigt har tendens til at spænde i musklerne omkring det syge led. Professionel massage hos fx en fysioterapeut kan give afspænding, og det er muligt at supplere med selvmassage ved hjælp af en massagebold.

Glucosamin er et stof, der forekommer naturligt i kroppen og indgår i opbygningen af brusk og bindevæv. I Danmark sælges glucosamin som håndkøbslægemiddel til lindring af symptomer ved let til moderat slidgigt. Nogle oplever subjektivt forskel ved brug af glucosamin, mens andre ikke mærker en forskel. Glucosamin er et supplement til øvrig egenomsorg – ikke en erstatning for træning eller anden behandling. Tal med din læge eller farmaceut, inden du begynder på glucosamin, særligt hvis du tager anden medicin.

At kende de faktorer, der henholdsvis øger belastningen på leddene og gør det lettere at håndtere slidgigt, er en vigtig del af egenomsorgen.

Følgende faktorer kan forværre slidgigt:

Følgende kan hjælpe:

Det er en udbredt misforståelse, at man bør undgå al bevægelse ved slidgigt. Tværtimod peger erfaringerne på, at regelmæssig, tilpasset aktivitet er en god måde at håndtere tilstanden på. Man bør undgå ensidige, gentagne belastninger og aktiviteter, der direkte provokerer smerterne uden efterfølgende hvile.

Kan brusk genopbygges?

Ledbrusken har meget begrænset evne til at regenerere sig selv, da den ikke har egen blodforsyning. Forskningen arbejder på metoder til at stimulere bruskdannelse, men der findes endnu ingen veldokumenteret behandling, der fuldt ud genopbygger beskadiget brusk. Fokus i behandlingen er derfor at lindre symptomerne og tilpasse hverdagen.

Hvad betyder ordet artrose?

Artrose stammer fra det græske arthron (led) og endelsen -osis (tilstand). Artrose betyder altså „en tilstand i leddet" og bruges medicinsk om den degenerative nedbrydning af ledbrusken. På dansk bruges artrose og slidgigt som synonymer for den samme tilstand.

Er slidgigt smertefuldt?

Det varierer meget fra person til person. Nogle med svær slidgigt oplever overraskende få smerter, mens andre med begyndende slidgigt kan være markant generet. Smerterne er typisk værst ved igangsætning efter hvile og ved overbelastning. Mange oplever smertefrie perioder, der veksler med perioder med mere udtalt ubehag.

Hvad skal man undgå, når man har slidgigt?

Man bør undgå langvarig stillesidden, ensidige gentagne belastninger og aktiviteter, der direkte forværrer smerterne uden hvile. Overvægt bør adresseres, da det øger belastningen på leddene. Det er dog vigtigt ikke at undgå al bevægelse – tilpasset aktivitet er gavnlig og anbefales af fagfolk.

Hvad forværrer slidgigt?

Overvægt, fysisk inaktivitet, svage muskler og vedvarende overbelastning af bestemte led er de vigtigste faktorer, der kan øge belastningen på leddene. Langvarig stillesidden uden bevægelsespauser og udskudt kontakt til læge kan også bidrage til, at symptomerne udvikler sig hurtigere.

Hvad er slidgigt i ryggen, og hvordan kan det behandles?

Slidgigt i ryggen opstår, når brusk og led i rygsøjlen slides ned – typisk i nakken (cervikal artrose) eller lænden (lumbal artrose). Symptomerne omfatter smerter, stivhed og i nogle tilfælde udstrålende smerter til arme eller ben. Behandlingen ligner den ved slidgigt i andre led: tilpasset træning, smertestillende og i svære tilfælde speciallægebehandling.

Hvilke øvelser er gode for slidgigt i ryggen?

Blide strækøvelser, styrketræning af ryggens og mavens muskler samt gang og svømning er generelt velegnede. Det er vigtigt at få et individuelt tilpasset program fra en fysioterapeut, da øvelserne bør tilpasses det specifikke led og stadiet. Undgå øvelser, der direkte provokerer smerterne.

Er det godt at gå, når man har ondt i ryggen?

For de fleste er gang en skånsom aktivitet, der holder ryggens muskler aktive uden at belaste leddene for meget. Korte, regelmæssige gåture anbefales frem for lange, anstrengende ture. Hvis smerterne forværres markant under eller efter gåture, bør du kontakte din læge eller fysioterapeut for vejledning.