Raceberetning - Hawaii Ironman 2019 - Kristian Høgenhaug

Skrevet af
Hawaii Ironman Kona teambillede

Optakten til Kona - Ironman VM på Hawaii

Op til Challenge Almere i midt september (4 uger inden Ironman VM på Hawaii) havde jeg min vel nok bedste 4 ugers blok nogensinde. ALT kørte på skinner. Derfor ramte jeg også Europamesterskabet på langdistance i Almere, med en ret god fornemmelse i maven. Nogle, og sikkert mange, vil mene at det er en dårlig idé at køre 2 Ironmans med 3-4 uger i mellem; men Torben og jeg har tidligere erfaret at jeg kører et godt race igen 3-4 uger efter at have kørt en Ironman.

Vi troede på planen. Efter Almere fandt jeg hurtigt ind i rytmen igen på svømning, cykling tog lidt længere tid, imens jeg på løbet aldrig rigtig fandt rytmen. Vores eneste bud på hvorfor kroppen ikke responderede godt på Almere, mener vi kunne være den akkumulerede volumen af Ironman races inden for kort tid. Almere var nummer 3 på 3 måneder. Måske var det dråben der fik bægeret til at flyde over.

Race Day - lidt surrealistisk

HOLD NU KÆFT hvor var jeg spændt. På den gode måde. Jeg sov faktisk helt fantastisk, og klokkede vel nærmest 6 timers søvn. Meget godt når vækkeuret ringer kl. 3:15. Jeg følte mig klar!

Som altid er der en helt speciel summen i skiftezonen. Denne gang er dog noget helt særligt. Inderst inde tror jeg stadig ikke at jeg helt har forstået hvad fanden det er jeg render og laver. Jeg går næsten rundt med følelsen af, at en Official snart vil hive fat i mig og henvise mig til den anden side af hegnet, hvor jeg i 2016 befandt mig som age-grouper. I stedet stiller jeg mig i køen til toilettet. Lionel Sanders, Branden Currie, David McNamee og Kristian Høgenhaug… ja vi er alle nervøse og skal af med den sidste prut. Hvem havde forudset at jeg skulle stå her… ej jeg glæder mig!!

Kaotisk start på svømmedelen

Efter en lettere kaotisk start, hvor halvdelen af feltet (og især Patrick Lange, en mand jeg aldrig bliver fan af) forsøger at snyde sig frem, bliver jeg fanget bag et surfboard og kommer rigtig dårligt afsted. Det er noget af en omgang i vaskemaskinen, og det er egentlig først da duften af bacon, halvvejs på ruten, rammer mig at der begynder at falde lidt ro på. Jeg har INGEN idé om hvor jeg ligger. Jeg har dog spottet Joe Skipper og Sebastian Kienle, så lidt ro i maven har jeg. En 200-300 m. fra Kona Pier og afslutningen på svømningen spotter jeg først Cameron Wurf og lidt senere Sanders. ”Så er det fandme nu Krille… det du har drømt om. Kienle, Sanders og Wurf. I kommer alle sammen op af vandet sammen” – jeg får et adrenalinsus uden lige. Kroppen forbereder sig på kamp. Det bliver grimt det her…

Hawaii Ironman Kona cykling

Afsted på cyklen sammen med Wurf, Sanders og Kienle

Jeg får lavet et godt skifte; i hælene på Wurf og med Sanders jagtende bagved. Vi hopper på cyklen stort set samtidig, og så går det ellers løs. SLAP NU AF(!!) Wurf trykker til den. Jeg havde forberedt mig på et hårdt udlæg, men det her virker jo helt igennem vanvittigt. Jeg beslutter hurtigt at lade ham køre. Planen reviderer jeg 2 sekunder senere da Sanders også kommer blæsende fordi – jamen så er det jo dét vi gør… super! Vi hamrer afsted. Pulsen banker afsted på +88% af maks., men jeg føler at jeg er i kontrol og kommer mig godt oven på mange af de forcéringer vi laver. Vi overhaler mange, og mange af dem formår at blive i gruppen. Jeg følger Wurf og Sanders og forsøger hele tiden at ligge bag den ene af de to. Det koster kræfter. Reelt set kunne jeg også lade dem køre, og lade andre lukke hullerne. Sætte mig ned bagi i den 30 mand store gruppe, som vi var de første 30-40 min, og spare endnu flere kræfter. Faren består i, at sidder man bagerst i en gruppe, når der opstår et hul længere fremme og ikke er opmærksom, kan man blive sat. Jeg hverken tør eller vil lade min skæbne i racet afgøres af andre, og vælger derfor at gå med i alle rykkene. Efter en kaotisk start og 45 min ”ud af kroppen”-oplevelse begynder vi at indfinde os i et mere komfortabelt pace. Vi henter en del fra front-gruppen, bl.a. Lange der sidder i ingenmandsland. Jeg har lyst til at sige noget til ham, men undlader… han har det hårdt nok i forvejen.

Opad Hawi holder vi et godt tryk. Jeg har dog fået pulsen under kontrol igen efter at have kørt omkring tærskel-puls de første 45 min. Selv med det hårde udlæg har jeg det godt. Andre der har lagt alt for hårdt ud bliver skidt ud af gruppen. Efter vi rammer vendepunktet, er gruppen (endelig) decimeret en smule og vi sidder vel en 6-7 stykker. Hvor 3 af dem hedder Wurf, Kienle og Sanders.

Opad Hawi rykkede mit styr sig løst, og jeg lyver ikke når jeg siger at jeg reelt set frygtede for mit liv på vej ned af Hawi med et løst styr og ujævn asfalt. Den frygt, blev i bunden af Hawi, afløst af frygten for overhovedet ikke at gennemføre cyklingen, hvis styret faldt af. Som bekendt gik det hele heldigvis helt ok. Jeg slipper gruppen med Wurf med 2-3 km til skiftezonen. Jeg ved at maratonet bliver en ”mand mod mand kamp”, og jeg kan alligevel ikke løbe med nogle af de drenge, og vælger derfor at fokusere indad. Jeg rammer T2 som nummer 7.

Løbedelen - lukkede øjne, men dog med et highlight

I T2 bruger jeg ekstra tid på at tage det meste at mit køleudstyr på. Handsker, lange ærmer hvori jeg kan putte is og en hvid kasket. Specielt køleudstyr designet af FUSION har jeg liggende i en køletaske i min special-needs-pose ved km 21.
Min konservative løbeplan forskriver et udlægs pace omkring 10 sek/km langsommere end forventet slutpace. Det går glimrende. Pulsen er godt under kontrol og det føles ok. Kølings, væske-og energiplan går som smurt i olie. Jeg får nogle massive tilråb fra andre danskere ude på ruten, og fyldes af en rus uden lige. Jeg har det godt. Jeg er et godt sted mentalt. Jeg har selv sat mig i den situation. Nu skal jeg bare gøre det færdigt.

Efter 12 km rammer jeg den værste bakke på ruten, Palani-road. Den som mange nok ser som en mindre udgave af Mount Everest. Pulsen dikterer pace, og det minder jo næsten ikke om løb… pinligt. På toppen af Palani kan jeg hurtigt mærke at jeg ikke kan øge pacet fra de 4:20, selvom det ikke er prangende ved jeg at det stadig kan sætte mig i en fornuftig slutposition hvis jeg blot holder det deromkring. Og så går det ellers ned af bakke – både rutemæssigt, men også fysisk. Det begynder at gøre rigtigt ondt, pacet falder, pulsen falder. Pulsen falder endda så meget, at jeg til sidst løber med 20 pulsslag lavere end planlagt, men jeg KAN ikke flytte mine ben hurtigere. Det hele virker ret uoverskueligt, og er er endnu ikke halvvejs. Og hvor kan man dog nå at tænke mange grimme tanker: ”Ej, jeg håber at jeg kollapser” eller ”Ej, jeg håber at jeg vrikker om”. Tanker jeg tror at vi er mange der har på løbedelen (eller under hele racet?). Så længe at de aldrig får overtaget, er det helt OK at de er der. Det er en del af spillet. Husk det.

Anyways, jeg når til et punkt hvor jeg ikke rigtigt kan overskue mit liv længere. Kender man ruten på Hawaii ved man også at løberuten stort set foregår på lige og brede veje. Jeg vælger at lukke øjnene og kigger kun en gang hvert 5-15 sek. for at se om jeg stadig er på rette vej. En af mine idoler sagde engang: ”Embrace the suck”, og det er præcis dét jeg gør. Med lukkede øjne er det dét eneste jeg skal fokusere på, og alt andet bliver for sin vis ligegyldigt – placering, tid m.m. Jeg løber så hurtigt jeg kan, og mere kan jeg ikke gøre.
Highlightet er da jeg inden for de sidste kilometer flyver forbi Sanders og Brownlee. Ikke fordi jeg løber hurtigt, men fordi de er gået endnu mere kolde end jeg er.

Triatlet Kristian Høgenhaug VM Ironman Finish

Målstreg, efterrationale & tak

Jeg kommer i mål som nummer 18 i tiden 8:23. Min målsætning hed top15, men jeg er ikke skuffet. Faktisk vil jeg hellere køre på den måde jeg gjorde, og ende som nummer 18, i stedet for nummer 15 (det skal jeg jo sige).
Og hvorfor så?

Nogle vil måske mene at nummer 18 og 15 er ét fedt, og selvfølgelig vil jeg give de personer ret nu hvor jeg blev nummer 18. I virkeligheden handler det dog for mig om, at jeg selv satte mig i den position jeg havnede i. Havde jeg cyklet konservativt og ikke taget chancer var jeg sikkert havnet længere tilbage, formentlig måske stadig uden chancer for top10, måske ikke. Dog ville de placeringer, med mit løbeniveau, være på bekostning af andres fejldisponering. Jeg ramte T2 som nummer 7, og satte mig reelt set i en position hvor jeg kunne komme i top10 hvis jeg løb nogenlunde op til niveau - selv hvis dem foran mig ikke koldede, og det er jeg pænt f?!king stolt over 😊 

Tak til MED24, FUSION, Børkop Cykler, Life-peaks.dk, Organic Sport, AC Sports, Dansk Gastronomi og BikeLab.dk for at være med hele vejen i 2019. Tak til alle der følger med, hepper, skriver og jeg ved ikke hvad. Tak til venner, familie og Louise. En sidste TAK til Torben Rokkedal.

Du kan læse mere om Kristian her

#GoLngr (udtalt "Go Longer") er navnet på den coaching-virksomhed Kristian driver sammen med sin kollega og træningsmakker Kristian Hindkjær. Kristian Hindkjær er også professionel triatlet og har ligeledes en kandidatgrad i idræt.

Du kan læse mere om deres coaching her: Endurance coaching by Høgen & Hindkjær
De kan endvidere følges på facebook

Se også Kristians egen Facebookside

Endelig kan du læse Kristians artikel om energiindtag under konkurrence og se hans profilside her på Med24.dk.

Fri fragt over 200 kr.

Til DAO PakkeShop & med DAO Hjemmelevering

14 dages fortrydelse

14 dages fortrydelsesret fra den dag du modtager varen.

Medlemsbonus

Du opsparer bonus hver gang du handler i shoppen.

Kundeservice

Kontakt os på tlf. +45 7199 9817 eller pr. e-mail info@med24.dk.

Få tilsendt rabatkoder & nyheder!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til eksklusive rabatkoder, kampagner, produktnyheder og eksperttips til en sund livsstil.