Behandling af barnløshed - metoder og forløb

Barnløshed rammer mange par i den fødedygtige alder, og for mange er vejen til graviditet ikke ligetil. Der findes heldigvis en række effektive behandlingsmetoder – fra insemination og hormonbehandling til reagensglasbehandling (IVF) og mikroinsemination – som kan hjælpe par med at opfylde ønsket om et barn. Inden behandlingen påbegyndes, er det vigtigt at stå sammen som par og støtte hinanden igennem forløbet. Problemet bør aldrig pålægges blot én af parterne – I er i det her sammen, og der er masser af hjælp at hente.

Barnløshed kan have mange forskellige årsager, og det er langt fra altid, at problemet udelukkende ligger hos den ene part. Ifølge sundhed.dk ligger årsagen hos ca. en tredjedel hos kvinden, hos ca. en tredjedel hos manden og hos ca. en tredjedel hos begge. Typiske årsager er:

Det er vigtigt at understrege, at barnløshed ikke er en skam eller en personlig fejl. Det er en medicinsk tilstand, som kan ramme alle – også selvom man i øvrigt er rask. Jo tidligere man søger hjælp, desto flere behandlingsmuligheder er der typisk til rådighed.

Inden en egentlig fertilitetsbehandling påbegyndes, vil lægen typisk igangsætte en udredning for at kortlægge årsagen til barnløsheden. Udredningen foregår som regel i fællesskab for begge parter og kan omfatte følgende undersøgelser:

Udredningsforløbet er individuelt og tilrettelægges ud fra parrets situation. Resultaterne danner grundlag for, hvilken behandling der er mest hensigtsmæssig at tilbyde.

Livsstilen spiller en rolle for både mandens og kvindens fertilitet. Selvom livsstilsændringer ikke kan løse alle former for barnløshed, kan de i mange tilfælde forbedre chancerne for graviditet – både uden hjælp og i forbindelse med fertilitetsbehandling. Her er de faktorer, der har størst betydning:

Læs mere om, hvornår man har ægløsning, og hvordan du finder dine fertile dage.

Har du spørgsmål til, hvad du konkret kan gøre for at støtte din fertilitet, er det altid en god idé at tale med din læge eller en fertilitetsklinik.

I tilfælde af at kvinden har normale æggeledere, men manden har en let nedsat sædkvalitet, vil insemination med mandens egen sæd tilbydes. Dette kaldes også homolog insemination, hvor sæden først oprenses, så de bedste sædceller kan blive sprøjtet op i livmoderhulen kort før ægløsning.

Chancen for graviditet pr. inseminationsforsøg afhænger blandt andet af sædkvaliteten og kvindens alder.

Såfremt manden producerer få eller ingen sædceller, kan kvinden tilbydes insemination med donorsæd. Donationen kan ske anonymt eller ikke-anonymt. Behandlingsprincipperne er de samme for kvinden, og parret kan ønske en bestemt donor ud fra faktorer som vægt, højde, øjenfarve og hårfarve.

Man kan vælge hormonbehandling af kvinden til og fra. Foregår inseminationen uden hormonbehandling, skal den helst ske på det optimale tidspunkt – altså ud fra kvindens forventede ægløsning. Vælger man hormonbehandling, skal kvinden enten tage hormontabletter eller FSH-indsprøjtninger. Behandlingen stimulerer æggestokkene via FSH (det follikelstimulerende hormon), og ægløsningen kan udløses med en indsprøjtning, så tidspunktet kan planlægges.

Her sigter man typisk efter at udvikle 1-2 æg i modsætning til et enkelt som ved naturlig ægløsning. Chancen for graviditet vil øges, men også sandsynligheden for tvillinger. Ved indsprøjtning kan der opstå en risiko for mange æg, hvilket kan betyde behov for IVF-behandling.

IVF (in vitro fertilisation) eller reagensglasbehandling betegner, at befrugtningen finder sted i et glas uden for kroppen. Først udtages æggene fra æggestokkene med en tynd nål. Dernæst befrugtes æggene med en frisk portion sæd i et klinisk laboratorium. Når æggene er blevet befrugtede og har delt sig tilstrækkeligt, sættes et eller flere befrugtede æg op til livmoderen, hvor ægget kan sætte sig fast og udvikle sig, som ved spontan befrugtning.

Dette er en god metode til at hjælpe de kvinder, som har problemer i æggelederne, men anvendes også hos par med uforklarlig infertilitet eller vanskeligheder ved insemination.

Kvinden skal hormonstimuleres inden IVF-behandlingen sættes i gang. Dette skyldes, at man på denne vis kan sikre, at der udvikles flere æg til udtagning ved hver cyklus (omkring 5-10). Stimuleringen sker ved hjælp af FSH-indsprøjtninger i maveskindet. Ved hjælp af nedregulering af kvindens egne hormoner (FSH og LH) kan man holde styr på ægløsningstidspunktet. Ved den såkaldte lange protokol kan forløbet fx se sådan ud (i dag bruges også kortere protokoller):

Hos par, hvor manden har svært nedsat sædkvalitet, og graviditet ikke kan lykkes ved almindelig IVF, kan man anvende mikroinsemination (ICSI; intra cytoplasmatisk sperm injektion). Mikroinsemination sker med en tynd nål, som fører en enkelt sædcelle ind i et æg. Herefter øges chancen for en vellykket befrugtning. I forbindelse med ICSI foregår hormonbehandlingen på samme vis for kvinden som ved IVF.

Har man behov eller ønske om ægudtagning, sker det på følgende vis. Kvinden får først beroligende samt smertestillende medicin – hun vil ikke være fuldt bedøvet. Æggene udtages herefter med en tynd nål under ultralydsvejledning gennem skeden. Man tømmer de enkelte ægblærer og tilstræber at udtage mellem 5-10 æg. Når disse er ude, placeres de i specielle plasticskåle med kamre, hvori der findes et dyrkningsmedium. Indgrebet varer blot 20-30 minutter. Vær opmærksom på, at udtagningen af æg foregår ved en steril teknik, hvor der sjældent kan opstå underlivsbetændelse. Dette vil give smerter og feber, som skal behandles med antibiotika.

Efter æggene er taget ud, skal manden aflevere en sædprøve. Denne anvendes til befrugtning. Æggene befrugtes allerede få timer efter, at de er taget ud. Selve befrugtningen sker ved, at sædcellerne tilsættes de kamre, æggene ligger i. Befrugtningen følges herefter nøje. Hvis æggene deler sig, er det tegn på, at befrugtningen lykkes. Det er kun de befrugtede æg (embryoner), som har delt sig, der føres op i livmoderen. Ikke alle æg bliver befrugtet og udvikler sig til embryoner.

Når der er gået 2-5 døgn, lægges som regel ét embryon op i livmoderen. Først føres et tyndt plastkateter op i livmoderen via skeden. Hvis der er overskydende befrugtede æg, kan de enten nedfryses eller destrueres.

Chancen for graviditet pr. oplægning afhænger især af kvindens alder og embryonets kvalitet. Når oplægningen har fundet sted, skal kvinden tage hormonstikpiller i ca. 2 uger. Disse indeholder progesteron, som er med til at forbedre chancen for, at ægget eller æggene kan sætte sig fast og udvikle sig.

Efter to uger tages en graviditetstest. Såfremt den er positiv, venter man yderligere tre uger, hvor der så kan foretages en ultralydsscanning, som kan bekræfte, om graviditeten er forløbet normalt.

Efter ægudtagningen oplever mange smerter i forskellig grad. Det skyldes både selve indgrebet, og at æggestokkene er påvirket af hormonstimuleringen. Smerterne aftager normalt af sig selv. En let blødning fra skeden er også almindelig efter ægudtagning. Oplever du kraftig blødning, feber, tiltagende mavesmerter eller oppustethed, skal du kontakte klinikken.

Hvis en kvinde mangler æg, kan det blandt andet skyldes overgangsalder før tiden, eller at æggenes følsomhed for FSH er blevet for lille til, at man kan stimulere dem frem. Her er den eneste behandling ægdonation. Kvinden, som skal modtage et æg, skal dagligt have tilført hormoner (enten i form af tabletter eller stikpiller). Det skyldes, at slimhinden i livmoderen har brug for at blive opbygget og gjort klar til et eventuelt befrugtet æg. De donerede æg befrugtes med sæd i laboratoriet, og oplægningen sker som ved IVF.

Såfremt manden mangler sædceller, kan det blandt andet skyldes, at han har en blokering i sædvejene, tidligere er blevet steriliseret, eller at han lider af cystisk fibrose. Hvis der ikke findes sædceller i sæden, kan de i nogle tilfælde udhentes direkte fra testiklerne ved en procedure kaldet TESE (testikulær sperm ekstraktion) eller TESA (testikulær sperm aspiration). Herefter kan befrugtningen ske ved mikroinsemination.

En risiko ved behandling for barnløshed er, at kvinden ikke bliver gravid. Til trods for at et par investerer i et hav af ressourcer, undersøgelser og behandlinger for at få barn, kan det alligevel ende med, at graviditeten aldrig bliver en realitet.

Det kan volde stor smerte at måtte erkende, at ønsket om en udvidet familie ikke kan blive opfyldt. Som par må man derfor inden behandlingen forberede sig på, at barnløsheden måske er permanent. Omkring 1/3 ender med ikke at kunne få den ønskede graviditet. Modsat vil 2/3, som gennemgår en behandling, få mindst ét barn.

Hvornår bør man søge hjælp ved barnløshed?

Som tommelfingerregel anbefales det at søge læge, hvis man har forsøgt at blive gravid i et år uden resultat – og man er under 35 år. Er kvinden 35 år eller derover, bør man søge hjælp allerede efter seks måneder, da fertiliteten falder med alderen. Har man kendskab til eksisterende fertilitetsproblemer, uregelmæssig menstruation eller tidligere underlivsproblemer, er det en god idé at søge hjælp tidligere. Jo hurtigere udredningen sættes i gang, desto flere behandlingsmuligheder er der typisk til rådighed.

Hvad er forskellen på IVF og mikroinsemination (ICSI)?

Både IVF og ICSI (mikroinsemination) er reagensglasmetoder, hvor befrugtningen sker uden for kroppen. Den afgørende forskel ligger i selve befrugtningsprocessen: Ved almindelig IVF tilsættes et større antal sædceller til ægget i en skål, og befrugtningen sker af sig selv. Ved ICSI injiceres én enkelt udvalgt sædcelle direkte ind i ægget med en tynd nål. ICSI anvendes typisk, når manden har svært nedsat sædkvalitet, og IVF alene ikke har givet resultat. Hormonbehandlingen for kvinden er den samme ved begge metoder.

Kan hormonbehandling hjælpe med at blive gravid?

Ja, hormonbehandling er en central del af mange fertilitetsbehandlinger. Ved insemination kan hormontabletter eller FSH-indsprøjtninger stimulere udviklingen af flere æg og gøre det muligt at styre ægløsningstidspunktet præcist. Ved IVF og ICSI er hormonstimulation en forudsætning for at udtage tilstrækkeligt med æg. Hormonbehandling kan også anvendes selvstændigt hos kvinder med uregelmæssig ægløsning. Det er altid din læge eller fertilitetsklinik, der vurderer, hvilken form for hormonbehandling der er relevant i din situation.

Hvad sker der, hvis fertilitetsbehandling ikke virker?

Desværre lykkes fertilitetsbehandling ikke for alle. Cirka en tredjedel af de par, der gennemgår behandling, opnår ikke den ønskede graviditet. Hvis behandlingen ikke fører til graviditet, vil lægen typisk gennemgå forløbet og vurdere, om der er grundlag for at forsøge igen, justere behandlingen eller overveje alternative muligheder – herunder adoption eller livet uden børn. Det er en svær erkendelse, og mange par har gavn af psykologisk støtte eller rådgivning i denne proces. Husk, at I ikke er alene om det.