Regler for mundbind - her skal du bruge mundbind

I takt med at mundbind bliver påbudt flere steder, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvornår du skal benytte et. Du får derfor en udførlig guide i hvor og hvornår, du skal bruge mundbind, som Sundhedsstyrelsen opdaterer anbefalinger og regler. Denne artikel vil derfor også blive opdateret løbende, så du altid kan finde svar på dine spørgsmål vedrørende mundbind.
Hvorfor bruge mundbind?
Mundbind er et godt supplement til forebyggelse af smitte med vira. Det er altså et ekstra tiltag, der ligges i oven i de øvrige smitteforebyggende anbefalinger. Afstand og god håndhygiejne er forsat de vigtigste foranstaltninger mod spredning af smitte i samfundet.
Mundbind eller visir kan derfor ikke erstatte disse generelle råd, så det er stadig vigtigt med 2 meters afstand og desinficering af hænder, når du bærer mundbind. Derudover er det afgørende, at mundbind anvendes korrekt. Du kan blive klogere på, hvordan du bruger og opbevarer dine mundbind i vores artikel om emnet.
Hvornår er der krav om brug af mundbind eller visir?
Her får du det fulde overblik over situationer og forhold, hvor anvendelse af mundbind eller visir er et krav. Disse krav gælder for personer over 12 år, som ikke har nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser og lignende. For flere detaljer om undtagelser læs her!

Den kollektive trafik
I den kollektive trafik er der krav om mundbind. Dette gælder i tog, busser, taxaer, på færger samt på stationsområder. Indtil videre gælder kravet om mundbind dog ikke ved busstoppesteder. Selvom du blot går igennem et stationsområde uden at skulle med bus eller tog gælder kravet om mundbind forsat. Som chauffør eller andet personale i den offentlige transport gælder kravet om mundbind også. Her gælder dog særlige undtagelser, hvis værnemidlet gør transporten farlig eller hvis personalet opholder sig i et aflukket område alene.
Serveringssteder, restauranter mm.
Du skal bære mundbind på serveringssteder som restauranter, caféer, barer og lignende. Dette gælder også, hvis du blot skal hente take-away. Personalet skal også bære mundbind eller visir, medmindre de opholder sig i et aflukket rum uden gæster eller bare en afskærmning uden adgang for gæster.
Detailhandel
I detailhandlen skal du bære mundbind eller visir. Dette gælder i offentlige tilgængelige lokaler med detailhandel herunder:
- Udsalgsvarebutikker
- Dagligvarebutikker
- Storcentre
- Stormagasiner
- Varehuse
- Basarer
- Arkader
- Steder, det sælger take-away
Flere af disse steder har lukket for offentligheden. Når de åbner igen, kan reglerne for mundbind være blevet ændret.
Kultur- idræts- og foreningsaktiviteter
Ifølge de nuværende regler må disse steder ikke åbne for adgang for offentligheden. Når de åbner, vil krav og regler om mundbind vil blive opdateret herefter.
Trossamfund og folkekirken
Du skal bære mundbind i folkekirken samt i andre offentlige tilgængelige lokaler hos trossamfund. Dette gælder dog ikke, hvis du sidder ned. For personalet gælder samme regler med få undtagelser. Opholder personalet sig i et aflukket rum eller afskærmet område, er mundbind ikke et krav. Under kirkelige aktiviteter som eks. prædiken af præster eller andre forkyndere er mundbind heller ikke et krav.
Jobcentre og borgerservice
Du skal bære mundbind på dit lokale jobcenter og på borgerservice. Har du en aftale ved en af centrene, hvor du har pligt til at møde, kan du undtagelsesvis få udleveret et mundbind, hvis du har glemt dit eget.
Uddannelsesinstitutioner
Du skal bære mundbind på alle indendørs institutioner, der gennemfører undervisning, herunder:
- Forberedende uddannelsestilbud
- Ungdomsuddannelser
- Voksen- og efteruddannelser
- Videregående uddannelser
- Folkeuniversitetet
- Daghøjskoler
- Aftenskoler
- Musik- og kulturskoler
- Køreskoler
Kravet om mundbind gælder dog ikke ved prøver, når du er alene sammen med elever fra en stamklasse, -hold eller kostafdelinger, eller når du aflægger prøve. I undervisningen og uddannelsesaktiviteter behøver du heller ikke bære mundbind.
Sundheds- og ældresektoren

Indenfor sundheds- og ældreområdet er der mange krav til mundbind. Her har du nemlig kontakt til nogle af samfundets svageste, der er i risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb. Du skal derfor bære mundbind eller visir følgende steder:
- På offentlige og private sygehuse og klinikker. Dette gælder også regionale sygehuse, speciallægeklinikker og private sygehuse samt læge- og speciallægeklinikker
- Klinikker og lignende i praksissektoren. Dette gælder bl.a. alment praktiserende læger, praktiserende tandlæger, psykologer samt fysioterapeuter
- Kommunale sundhedstilbud med fysisk fremmøde, herunder tandplejeklinikker og genoptræningsfaciliteter mv.
- Plejecentre og plejeboliger, herunder kommunale og private plejehjem og plejeboligbebyggelser.
- Aflastningspladser
- Ved tilbud om stofmisbrugsbehandling, der ikke gives på døgnbehandlingstilbud
Anbringelsessteder og botilbud
Ledelsen på det enkelte bosted eller anbringelsessted indenfor socialområdet kan bestemme, om der skal bære mundbind de steder, hvor offentligheden har adgang. Her kan være tale om en løbende vurdering, hvorfor det er vigtigt, at du selv holder dig opdateret om reglerne for det enkelte sociale tilbud.

Generelle undtagelser for mundbind og visir
Reglerne for mundbind kan virke komplekse. Er du i tvivl, kan du altid have mundbind med, så du kan tage det på, hvis det kræves. De enkelte situationer har forskellige undtagelser for brug af mundbind, og du skal ikke kunne forelægge dokumentation for, at du er fritaget for mundbind. Hos Sundhedsstyrelsen kan du få et badge, der signalerer, at du er fritaget for mundbind.
Personer er undtaget for krav af brug af mundbind hvis:
- De er under 12 år
- De har fysiske eller mentale forhold, der forhindrer korrekt brug af mundbind
- De oplever betydeligt ubehag ved mundbind
Derudover kan mundbindet fjernes helt eller delvist ved situationer hvor:
- Du kortvarigt skal spise eller drikke
- Politiet skal foretage identifikation
- Der skal mundaflæses
- Børn, unge samt personer med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse bliver bange eller skal trøstes over brugen af mundbind.
Du kan læse mere om undtagelser i specifikke situationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.