Bandage

En bandage er en forbinding, der vikles rundt om et lem eller led for at skabe et gradueret tryk, støtte et led eller holde en forbinding på plads. Det kontrollerede tryk kan hjælpe med at begrænse hævelse og understøtte kredsløbet i det berørte område. Bandagen er et mekanisk hjælpemiddel. Den erstatter ikke lægelig behandling, men kan understøtte kroppens naturlige processer under heling og genoptræning.

Elastiske bandager adskiller sig fra gazebind ved, at de kan strækkes og tilpasses. Det gør det muligt at justere trykket efter behov og anatomisk form.

Bandager anvendes blandt andet ved forstuvninger og ledskader, til at holde sårforbindinger på plads, ved lymfødem og kredsløbsproblemer i benene samt som støtte under genoptræning. De bruges hyppigt på ankler, knæ, håndled og albuer, hvor led og bløddele er særligt udsatte for belastning.

Valget af bandage afhænger af formålet. Her er de mest anvendte typer.

Kortstræksbind kan strækkes relativt lidt, typisk 60–90 % af deres hvilelængde. De skaber et højere tryk, når musklen trækker sig sammen, og et lavt tryk i hvile. Det gør dem velegnede i forbindelse med lymfødem og kroniske ødemer, fordi de understøtter lymfe- og venecirkulationen under bevægelse. Et eksempel er Comprilan kompressionsbind 10 cm x 5 m 1 rulle.

Langstræksbind kan strækkes op til 140–200 % og giver et jævnt tryk både i hvile og under aktivitet. De er lette at anlægge og bruges ofte til akutte skader som forstuvninger, midlertidig støtte og fiksering af forbindinger. Det er den type, de fleste kender fra sportssammenhænge og førstehjælp.

En selvklæbende bandage klæber til sig selv og ikke til hud eller hår, så der ikke er behov for clips eller tape. Den er nem at anlægge og fjerne og praktisk til fingre, tæer og uregelmæssige kropsformer. Selvklæbende bandager fås også i skumvarianter, der giver blød støtte og er egnet til gentagen brug.

Gazebind er en løst vævet, ikke-elastisk forbinding, der primært bruges til at holde sårforbindinger og kompresser på plads. Det er blødt og åndbart og skaber ikke kompression i sig selv. Rulleforbinding er en bredere kategori, som dækker alt fra gazebind til elastiske bind.

Tubulær bandage er et rørformet stykke elastisk stof, der trækkes over et lem frem for at vikles. Den bruges til at støtte led og holde forbindinger på fingre og tæer. Gazevarianter er særligt bløde og lette at tilpasse.

Til sårpleje er det primære formål at holde en forbinding eller kompres på plads og beskytte såret mod ydre påvirkning. Her er gazebind eller en blød rulleforbinding oftest det rigtige valg. Selvklæbende bandager er praktiske til fingre og tæer. Vælg en bredde, der passer til området: smalle bind til fingre og håndled, bredere bind til underarm og underben.

Ved forstuvninger og ledskader er formålet at begrænse hævelse og give mekanisk støtte. Et langstræksbind er ofte det mest anvendte valg, fordi det er nemt at anlægge og giver et jævnt støttende tryk. Til anklen bruges typisk en figur-8-teknik, mens håndled og knæ vikles cirkulært med let overlap.

Ved lymfødem, kroniske ødemer og venøse kredsløbsproblemer anvendes kortstræksbind ofte, fordi de skaber et arbejdstryk under muskelaktivitet. De indgår typisk i den flerfasede lymfødembehandling. Anlæggelse ved disse tilstande bør ske i samråd med en fagperson, da forkert kompression kan forværre tilstanden.

Inden anlæggelse bør huden være ren og tør. Vælg en bandage med passende bredde: ca. 6–8 cm til anklen, 8–10 cm til underben og knæ og ca. 6 cm til håndled. Hvis bandagen ikke er selvklæbende, skal du have hæfteklammer til bandager klar. Et tyndt lag vat eller skumstof under bandagen ved knoglefremspring kan mindske risikoen for trykskader.

Følg disse trin for korrekt anlæggelse:

Kortstræksbind anlægges med minimal stræk, og bindet skal næsten ikke trækkes ud. Det vikles tæt og fast, fordi trykket skabes af muskelaktiviteten og ikke af bindets elasticitet. Langstræksbind anlægges med moderat stræk. Trykket skal være jævnt og gradueret, stærkest distalt og aftagende proksimalt.

Et langstræksbind til akutte skader bør skiftes eller fjernes efter 4–8 timer, eller når det løsner sig. Kortstræksbind til lymfødem kan sidde op til 24 timer, men bør fjernes ved badning og hudpleje. Bandager til sårpleje skiftes efter sårplejeplanen, typisk dagligt eller ved gennemblødning. Sov ikke med en stram bandage, medmindre en fagperson har anbefalet det.

Kontrollér regelmæssigt for følgende tegn på forkert anlagt bandage:

Fjern bandagen straks, hvis et eller flere af disse tegn opstår.

Søg faglig hjælp, hvis du er usikker på anlæggelsen, hvis skaden er alvorlig eller mistænkes at være et brud, eller hvis du behandler lymfødem eller venøse sår. Bandager til medicinske tilstande bør anlægges eller superviseres af sygeplejerske, fysioterapeut eller læge. Bandagen er et hjælpemiddel og erstatter ikke lægelig vurdering.

Kortstræksbind og langstræksbind er begge elastiske bind, men de fungerer forskelligt. Kortstræksbind har lav elasticitet og skaber primært tryk, når musklen under bindet trækker sig sammen. I hvile er trykket lavt, hvilket gør dem egnede til længere brug. De anvendes primært ved lymfødem og kroniske venøse ødemer.

Langstræksbind har høj elasticitet og opretholder et relativt konstant tryk uanset muskelaktivitet. Det giver god støtte ved akutte skader og forstuvninger, men er ikke egnet til langvarig brug ved lymfødem, fordi et konstant tryk kan hæmme lymfedræningen. Valget mellem de to typer afhænger derfor af den konkrete situation.

Bandager og kompressionsstrømper skaber begge gradueret tryk på et lem, men de er designet til forskellige situationer. Bandager kan justeres i trykstyrke og tilpasses anatomien, hvilket gør dem velegnede i den akutte fase, ved sårbehandling og ved hurtigt skiftende ødemer. Kompressionsstrømper er præfabrikerede med et fast kompressionsniveau og bruges ofte til vedligeholdelse og daglig brug, når ødemet er stabilt. Mange forløb starter med bandage og skifter til strømpe, når tilstanden er stabiliseret.