Kundeservice
0 varer
Kurv

Jernmangel og jerntilskud

Jern

Et sundt voksent menneske har mellem 3 og 4 gram jern i kroppen. En tredjedel af jernet findes som kroppens jerndepoter i lever, milt og knoglemarv. To tredjedele af jernet bruges aktivt. Det findes bl.a. i de røde blodceller, der transporterer ilt fra lungerne og ud i kroppen, mens det i muskelvævet binder ilten som en reserve ved kraftig muskelaktivitet.

Kroppen kan ikke effektivt udskille overskudsjern, undtagen ved blodtab, som kun forekommer naturligt hos kvinder, når de har menstruation.Du kan finde vores sortiment af jerntabletter her.

Jern i kosten

Kroppen optager kun en lille del af den jern, der er i maden; ofte er det under en tiendelde og i mange tilfælde kun en enkelt procent. Hvis kroppen er i underskud for jern, er den i stand til at øge optagelsen af jern med op til ca. 20 % af madens indhold. Det samme gælder, hvis kroppens jernbehov stiger. Behovet er øget hos børn og teenagere, fordi de vokser og hos gravide, fordi de også forsyner fosteret med jern, og hos personer, der har mistet blod.

Undersøgelser af danskernes kost viser, at grupper i befolkningen får mindre jern end det anbefalede. Det er også vist, at grupper i befolkningen har små eller udtømte jerndepoter, og dermed en øget risiko for blodmangel, samt at andre grupper, specielt ældre mænd, har meget store jerndepoter.

Symptomer på jernmangel

Symptomerne på jernmangel er bl.a. træthed og hyppige infektioner.

Hvad kan man selv gøre?

Man bør kontakte sin læge, hvis man er man i tvivl, om man selv eller ens teenage-barn har jernmangel. Man skal man ikke tage jerntilskud, før lægen har undersøgt, om man mangler jern. Har man behov for at tage jerntilskud, bør lægen følge op på dette, efter at man har taget jerntilskuddet i ½-1 år, for at sikre, at man får den rette dosis. Lægen kan undersøge både for koncentrationen i blodet af det jernholdige og iltbindende protein hæmoglobin samt for størrelserne af kroppens jerndepoter.

Man kan selv gøre meget for at forebygge jernmangel ved at spise fornuftigt. Man bør til så mange måltider som muligt spise mad med højt jernindhold, som kroppen kan udnytte. Det er bl.a. kød, fisk eller fjerkræ. Også fødevarer rige på C-vitamin (alle typer kål, kartofler, citrusfrugter), højt indtag af grove kornprodukter - helst langtidshævet brød (surdej) eller brød hvor kernerne har ligget i blød inden bagningen - giver meget jern til kroppen. Det er vigtigt, at man ikke drikker te og kaffe til de mest jernholdige måltider (typisk frokost og aften). Te hindrer kroppen i at optage jern fra maden.

Jernstatus i den danske befolkning

 

En undersøgelse har vist, at ingen danske babyer mellem 2 og 6 måneder havde jernmangel, men at 2% af de 9 måneder gamle babyer havde jernmangel. Der findes ingen studier af jernstatus hos danske småbørn, men blandt 7-11 årige skolebørn er jernmangel sjælden. Det ses hos omkring 0,5 %. Teenagere har ofte jernmangel, fordi de vokser hurtigt, og for pigernes vedkommende starten på menstruationerne. Mange teenage-piger og mange kvinder i den fødedygtige alder har små eller udtømte jerndepoter. For mange kvinder ændrer jernstatus sig efter overgangsalderen, hvor menstruationerne ophører. Jernmangel er sjælden hos ældre kvinder. Teenage-drenge har også lav jernstatus, men for dem normaliseres tilstanden, når de er udvoksede, og blandt voksne mænd er jernmangel sjælden. Jernstatus hos bloddonorer afhænger især af, hvor ofte de tappes, men det totale antal tapninger har også betydning.

Jern til gravide

 

Gravides behov for jern øges gradvist, særligt i anden og tredje del af graviditeten. 80% af de danske kvinder i den fødedygtige alder har lave jerndepoter og har derfor risiko for at udvikle jernmangel eller jernanæmi under en graviditet, hvis den gennemføres uden et dagligt jerntilskud.

Fra den 20. graviditetsuge anbefales gravide derfor at tage et dagligt jerntilskud på 50-70 mg ferrojern. 
Den bedste udnyttelse af jerntilskuddet får man ved at tage det mellem måltider sammen med frugt- eller grønsagsjuice eller en citrusfrugt.

Jern til spædbørn

Raske spædbørn født til tiden har jerndepoter, der rækker til det første halve år. Herefter vil der være behov for jerntilførsel gennem maden eller via jerndråber.Se vores udvalg af jerndråber her.

Jern til unge piger

Omkring hver sjette unge pige i 12-17 års alderen har jernmangel. Det anbefales, at læger og sundhedspersonale - og forældre - er opmærksomme på problemet, og ved den mindste mistanke om jernmangel får undersøgt, om det er tilfældet. Hvis pigen har jernmangel, skal hun have kosttilskud med jern.
Jernmangel optræder fx ved hurtig vækst og langvarige menstruationer, og hvis man spiser en kost med lavt indhold af kød.

Jern til kvinder i den fødedygtige alder

 

Blandt kvinder i den fødedygtige alder har knap 40 % små eller manglende jerndepoter. Hører man til den gruppe, er det en god ide at lægge kosten om eller tage kosttilskud med jern. Lægen kan undersøge, om man hører til denne gruppe.

Jern til bloddonorer

Alle bloddonorer bør få målt jernstatus, i forbindelse med at de får tappet blod. På den måde vil man kunne udpege de donorer, der kan tåle at blive tappet hyppigere, og finde dem der har faldende jerndepoter, inden de udvikler mangel på jern.

Jerntilskud

Der findes en række forskellige jernpræparater på markedet. Der er dog meget få beviser for de enkelte præparaters særlige egenskaber. Meget tyder dog på, at jo højere jerndosis der bruges, desto mere jern optager man. Bivirkninger som forstoppelse, kvalme og diarré er imidlertid færre ved brug af præparater med lav jerndosis, så de er mere skånsomme at tage.

Jernoverskud

 

Ikke kun jernmangel, men også overskud af jern i kroppen kan være et problem. Det er et stigende problem blandt mænd og blandt kvinder efter overgangsalderen. Omkring 22% af de ældre mænd og 6% af de ældre kvinder har høj jernstatus.
Omkring 0,5 % af danskerne har en arvelig fejl, der bevirker, at de optager meget jern fra maden. Hos disse personer kan jernophobningen i kroppen blive så høj, at der opstår skader på nogle indre organer, og det er derfor vigtigt, at tilstanden opdages i tide. Behandlingen er simpel: blodtapning 2-4 gange pr. år.

Der er mistanke om, at højt jernindhold i kroppen kan sættes i forbindelse med øget risiko for hjerte-karsygdomme og kræft, men det er ikke endelig bevist.


Se webside
Med24.dk – Løkkensholmsvej 6 – DK-9480 Løkken – Tlf. +45 71999817 – E-mail: info@med24.dk - CVR nummer: 28520832