Remo-wax - Blødgør vokspropper i ørerne Remo-wax er et overfladeaktivt middel som løsner og blødgør ørevokspropper, således at disse let fjernes ved en efterfølgende øreskylning.
Indeholder: Etoxyleret lanolin; tween 60; tween 80; allantoin; sorbinsyre; benzetoniumchlorid; fenetanol; vand
Det aktive stof er: Allantoin, men stoffet virker kun sammen med flere af de andre stoffer. Sorbinsyre og benzetoniumchlorid er konserveringsmidler.
Remo-wax må ikke bruges:
ved perforeret trommehinde
ved betændelse eller ved smerter i øret
til børn og voksne med dræn i øret
hvis du er allergisk overfor indholdsstofferne
til børn under 2 år uden lægens anvisning
Hvis du har nogle af de tilstande, skal du altid kontakte din læge.
Remo-wax® har været på det danske marked siden 1970’erne og er et middel som skånsomt blødgør ørevokspropper. Regelmæssig forebyggende behandling med Remo-wax® vil forhindre dannelse af vokspropper.
Remo-wax® findes i 2 forskellige pakninger. En med tilhørende øresprøjte og en uden øresprøjte. Begge indeholder 10 ml Remo-wax®. I pakningen findes en indlægsseddel med en udførlig brugervejledning.
Remo-wax® er apoteksforbeholdt og kan købes på alle apoteker. På apoteket kan du også få faglig rådgivning, hvis du har spørgsmål til Remo-wax®.
Hvorfor har man ørevoks? Ørevoks dannes af kirtler, som munder ud i øregangen og ørevoksen har til opgave at beskytte øregangen. Normalt flyder ørevoks ud af sig selv og vaskes let bort.
Hvordan dannes en voksprop? Hvis ørevoksen ikke flyder ud som normalt, aflejrer ørevoksen sig i øregangen i form af en stivnet prop. Årsagen kan være kraftig hårvækst i øregangen, at øregangen kan være udformet specielt, smal øregang eller stærkt S-formet. Fremmedlegemer i øregangen som f.eks. høreapparaters ørepropper samt hyppig brug af vatpinde øger ofte dannelsen af ørevoks. En voksprop nedsætter ofte hørelsen.
Hvordan behandles vokspropper? Man må aldrig prøve at fjerne voksproppen med hårnåle, clips, tændstikker eller lignende, da man meget let beskadiger øregangens tynde hud med en smertefuld betændelse til følge. Bruger man en vatpind, får man kun en lille del af ørevokset ud. Resten skubbes længere ind i øregangen, idet øregangen er S-formet.